Hotellets historie

Det er ikke kun hotellet, men også familien bag hotellet, der kan se tilbage på en lang historie og tradition i Kiels hotelverden. Det hele begyndte for over 100 år siden…

Begyndelsen

Heinrich Hamann 50 år gammel

Heinrich Hamann 50 år gammel

Hotellets over 100-årige historie begyndte i 1902, da overtjener Heinrich Hamann grundlagde hotel Europäischer Hof i Sophienblatt 38 i nærheden af hovedbanegården. Hotellet var i overensstemmelse med kejsertidens ånd indrettet i en fornem elegance, behageligt og stilfuldt. Også de mange gæster, bl.a. militærpersoner, lærde, adelige og forretningsfolk fra mange forskellige dele af verden, var med til at understrege hotellets gode renommé og i 1904 begyndte man at planlægge en udvidelse af hotellet.

Åbningen af hotel Berliner Hof

I 1906 kunne Heinrich Hamann takket være sit florende hotel købe nabogrunden, og i det følgende år en yderligere grund, Ringstraße 6. På grund af problemer med Kiels myndigheder kunne Hamann dog ikke realisere sine planer i det ønskede tempo og byggeriet i Ringstraße 6 blev forsinket. Men den 5. maj 1911 kunne man endelig fejre åbningen af hotel Berliner Hof. Det nye hotel blev i enhver henseende positivt modtaget og det blev et hotel, man anbefalede videre.

1. Verdenskrig

De følgende år frem til 1930erne var præget af stagnation. De uoverskuelige forhold i 1. Verdenskrig førte til finansielle problemer, der bremsede en udvidelse af hotellet. Men i 1935 kunne Hamann endelig begynde med den stærkt tiltrængte modernisering af både Europäischer Hof og Berliner Hof.

Generationsskifte og 2. Verdenskrig

Europäischer Hof

Omkring 1940 blev det klart, at hotellerne efterhånden stod foran et generationsskifte. Heinrich Hamann og hans kone trak sig langsomt ud af den daglige drift og overlod flere og flere opgaver til datteren Käthe, der var et ud af fem børn. Heinrich døde den 2. marts 1942 i en alder af 70 år og hans kone fulgte ham den 18.oktober 1943. Nu var Käthe alene om at føre hotellerne og de første år stod helt i 2. Verdenskrigs tegn. Den 5. januar 1944 blev Berliner Hof næsten helt ødelagt ved et bombeangreb og den 26. april 1945 blev også Europäischer Hof ramt af bomber.

Genopbygningen

Efter 2. Verdenskrig fulgte en periode med knappe finansielle og materielle midler og det gik langsomt med genopbygningen af de to hoteller. I første omgang måtte man nøjes med at genåbne hotellerne med indskrænket drift.

I løbet af de næste år kom der skred i genopbygningen. I 1950 blev Europäischer Hof genåbnet i nyt udseende og i oktober 1953 var gen- og ombygningen af Berliner Hof også afsluttet.

Berliner Hof bliver hovedhotellet

After Käthes død blev hotellets drift overtaget af hendes søster Marie, som havde bistået hende i det sidste halve år. Som følge af 1960ernes økonomiske opsving måtte Europäischer Hof desværre lukke i 1965. Berliner Hof avancerede dermed til at blive familieforetagendets hovedhotel og vigtigste indtægtskilde. Som noget typisk for denne periode blev hotellet omdannet til et hotel garni, der udelukkende byder hotellets gæster på morgenmad.

Udvidelse og modernisering

Berliner Hof – hallen

Berliner Hof – hallen

I begyndelsen af 1980erne sprang Maries søn ind og hjalp med den daglige drift og sammen besluttede de at udvide og modernisere hotellet. I juni 1983 købte de nabogrunden, Ringstraße 4, og kunne således udvide hotellet yderligere. Udvidelsen var færdig i januar 1985 og betød, at Berliner Hof nu i alt rådede over 85 istandsatte eller nye værelser. I december 1992 investerede man på ny og købte grunden i Ringstraße 2. Det åbnede mulighed for en tredje udvidelse, der fandt sted fra 1998 til 1999. Hotellet opnåede dermed sin hidtil største kapacitet og kan nu huse flere gæster end de to hoteller, Europäischer Hof og Berliner Hof, kunne sammen før 1945: 160 senge og 103 værelser. Således er hotellet det fjerdestørste i Slesvig-Holstens hovedstad og det største familieførte hotel i byen.

Hotellet i dag

I dag føres hotellet af grundlæggerens oldebarn Peter Böhm, der trådte til i begyndelsen af 2008. I december 2008 fik hotellet udmærkelsen “Three-Star Superior Garni Hotel”, som er en anerkendelse af den løbende forbedring af serviceniveauet for hotellets gæster.

Peter Böhm, grundlæggerens oldebarn

Peter Böhm, grundlæggerens oldebarn

Omkring årsskiftet blev 15 af hotellets værelser lavet om, så de nu svarer til den nye kategori ”komfort plus”. Dermed har hotellet siden april 2009 kunnet tilbyde hele 25 attraktive værelser af denne kategori.

Samme år fik hotellet tildelt kvalitetsmærket ”Servicekvalitet Slesvig-Holsten”. Det er netop denne udmærkelse, der påskønner hotellets store engagement, når det gælder et godt og kvalificeret servicespektrum, herunder også den kontinuerlige aktualisering af hotellets ydelser.

Fra slutningen af 2009 til februar 2010 blev f.eks. morgenmadsrestauranten moderniseret og fremstår nu i ny glans. Stilen svarer til det klare og lyse design i komfort plus-værelserne og er indrettet således, at der nu kan sidde flere gæster, der samtidig kan nyde det klare design.